Robotter og e-Boks fanger fejl i pensionsindbetalinger

18-06-2018

PensionDanmark bruger robotteknologi i kombination med e-Boks til at løse fejl i indbetalinger fra private og offentlige virksomheder. Løsningen reducerer pensionsselskabets omkostninger og styrker kundeoplevelsen.

 

 

PensionDanmark har knap 725.000 medlemmer, som hver måned tilsammen modtager knap 1,1 milliard i pension fra deres arbejdsgivere. 98 procent af indbetalingerne er fejlfrie og glider direkte ind på medlemmernes konti, men ved to procent af indbetalingerne er der fejl. Fejl som tidligere kostede pensionsselskabet enorme personalemæssige ressourcer at håndtere, men som i dag klares af robotter. Og det kan ses på bundlinjen. ”Selvom to procent lyder af lidt, så er det rigtig meget, når vi har den volumen, vi har. Det svarer til 15.000 fejl om måneden. Tidligere blev fejlene udbedret gennem telefonisk kontakt til virksomhederne og manuel sagsbehandling. I dag klarer robotterne både sagsbehandlingen og kommunikationen med virksomhederne via e-Boks,” fortæller Flemming Tovdal Schmidt, der er direktør i PensionDanmark med ansvar for Kunder, Kundeservice og IT.

 

e-Boks styrker brugeroplevelsen
Langt størstedelen af de virksomheder, der indbetaler til PensionDanmark, er tilfredse med at få den digitale fejlpåmindelse gennem e-Boks frem for via et opkald. ”Robottens dialog med virksomhederne er mere effektiv end det tidligere set-up. Virksomhederne får hurtigere rettet til, når der opstår en fejl, fordi påmindelsen lander i e-Boks. For mange virksomhedsejere, der ofte er på farten eller har travlt, er det mere belejligt med en e-Bokshenvendelse, som de kan forholde sig til, når det passer, frem for et telefonopkald på et ubelejligt tidspunkt,” siger Flemming Tovdal Schmidt.

 

24-timers service
Robotterne arbejder i alle døgnets 24 timer med at håndtere fejlbehæftede indbetalinger. En fejl kan være manglende CPR-nummer på en indbetaling eller angivelse af en forkert lønningsperiode. Så snart robotten registrerer fejlen, sender den en besked via e-Boks til arbejdsgiverne om at rette op på fejlen. ”De gevinster, som robotterne giver, udmønter sig i en kombination af lavere omkostninger og bedre kundeservice. Med en påmindelse via e-Boks retter arbejdsgiverne op på fejl langt hurtigere end før, hvor vi manuelt ringede til virksomhederne. Så nu nærmere vi os, at 99 procent af indbetalingerne er fejlfrie. Det er en klar fordel for os og vores kunder,” fortæller direktøren.

 

Miks af maskiner og mennesker
Selvom regnearket siger, at PensionDanmark sparer halvanden til to millioner kroner alene ved hjælp af robot-fejlretningen på arbejdsgiverindbetalingerne, og tendensen går mod at erstatte menneskelig arbejdskraft med digital, så er det ikke målet at reducere i medarbejderstaben. Flemming Tovdal Schmidt tror på, at et godt miks af medarbejdere og maskiner er det, der fremover vil rykke for alvor: ”Vores mål er ikke at komme af med rådgiverne. Vi ønsker at gøre kundeservicen bedre – og det giver robotterne os mulighed for. Løsningen frigiver tid til vores rådgivere, så de er tilgængelige for kunderne frem for, at de sidder og laver manuel sagsbehandling som for eksempel rettelse af fejlagtige indbetalinger,” slutter han.

 

Kontakt e-Boks salgsafdeling, hvis du vil høre mere, på tlf. +45 70 21 24 00 eller e-mail salg@e-boks.dk