Mindre flytning af papirer og hænderne fri til andre opgaver. Lægesekretærer på østjysk røntgenafdeling træder frem som pionerer

Den sorte Logitech-mus danser rundt på skrivebordet. Klik, klik. Så dukker "Send"-ikonet frem på skærmen, og vupti er brevet på vej. Sekunder efter ligger indkaldelsen i patientens e-Boks. Nemmere kan det næppe blive.

"Nu er det næsten en fornøjelse at booke patienter", konstaterer lægesekretæren med fingeren på musen, Jannie Bach.

Onlinebookingen på Billeddiagnostisk Afdeling i Skejby er en succes. Derfor indføres systemet nu på hele sygehuset. Det siger ledende lægesekretær Lene Kristiansen.

"Da vi havde sendt vores første digitale patientindkaldelse, kunne vi næsten ikke få armene ned. Det her er fremtiden", konkluderer hun.

Tilgodeser alle

18 % af afdelingens patienter modtager i dag deres indkaldelser og patient - information digitalt via deres e-Boks eller på borger.dk. Men hvad med de patienter, der ikke kan eller vil bruge digitale løsning er? Dem er der også taget højde for.

Det smarte ved det såkaldte fjernprintsystem er, at det selv finder ud af, om patienten vil have sin post digitalt eller som almindeligt brev.

Når materialet er sendt til den virtuelle fjernprinter, registrerer systemet ved hjælp af cpr-nummeret, om patienten i e-Boks eller borger.dk har markeret at ville modtage digitale meddelelser fra det offentlige. Hvis ja, sendes brev og påmindelses-sms digtalt.

Hvis ikke, printes indkaldelsesbrevet og det supplerende materiale. Det kuverteres og sendes som papirpost. Fjernprinteren står i Kolding hos it-firmaet Itella. Men uanset om patienten er "online" eller ej, foretager sekretærerne bookingen digitalt via deres pc. De sparer dermed arbejdstid og sygehuset udgifter til porto, men måske vigtigere endnu: Systemet reducerer misforståelser.

Artiklen er skrevet af Maria Evald og blev bragt i DL magasinet 04/12