Sådan får børn og unge adgang til e-Boks

03-02-2015

I visse tilfælde har børn og unge brug for at kunne modtage dokumenter i e-Boks. Det gælder f.eks. i forbindelse med fritidsjobs hos arbejdsgivere, som kun sender lønsedler ud digitalt. Læs her, hvordan det kan håndteres.

Normalt skal en bruger være fyldt 15 år for at få adgang til e-Boks. Men hvad stiller man så op, når flaskedrengen på 14 eller avisbuddet skal have tilsendt sin lønseddel, og arbejdsgiveren har valgt at udsende lønsedlen digitalt via e-Boks?

Løsningen er, at der etableres en adgang fra en forælders eller værges e-Boks, som giver adgang til dokumenterne. For at etablere denne adgang skal der udfyldes en formular, som findes på e-Boks hjemmeside. Den udfyldte formular sendes til e-Boks sammen med gyldig dokumentation (se nærmere vejledning i formularen).

Kun læseadgang

Bemærk, at vi ikke opretter en ny e-Boks. Adgangen etableres kun for eksisterende brugere, som allerede modtager f.eks. lønsedler eller bankdokumenter digitalt i e-Boks. Den tildelte adgang er desuden begrænset til læseadgang, og du vil ikke kunne tilmelde afsendere på vegne af dit barn/værgemål.

Når den unge fylder 15 år, kan vedkommende få udstedt NemID - og dermed få adgang til sin egen e-Boks ved at gå ind fra www.e-Boks.dk og acceptere vilkår første gang, der logges på. Herefter er der adgang med fuld funktionalitet på både web og mobil.