09-06-2016

Et stigende antal kommuner og andre offentlige myndigheder retter i øjeblikket henvendelse til e-Boks distributører med ønske om en løsning til håndtering af digitale underskrifter.

kommuner-oensker-digitale-underskrifter.jpg

 

Et stigende antal kommuner og andre offentlige myndigheder retter i øjeblikket henvendelse til e-Boks distributører med ønske om en løsning til håndtering af digitale underskrifter.

Banker, forsikringsselskaber og andre private organisationer har i løbet af de seneste par år fået øjnene op for de muligheder, der ligger i at lade kunderne underskrive dokumenter digitalt i stedet for med pen og papir. Sidste år blev mere end 1,6 mio. dokumenter underskrevet digitalt via e-Boks, og kommunerne ser i stigende grad et tilsvarende potentiale på det offentlige område.

"Den fælles Digital Post-løsning via Borger.dk og e-Boks har givet en effektiv, samlet kanal til udsendelse af sikker post fra det offentlige. Men signeringer indgår ikke som standard i Digital Post, og derfor oplever vi, at en del kommuner har et behov for at tilføje den funktionalitet via en selvstændig løsning. Vi tilbyder i samarbejde med e-Boks en signeringsløsning, som giver mulighed for både sikker distribution af post, tovejs-kommunikation og underskrift. Det betyder, at digitale signeringer kan integreres i det it-miljø, som borgeren i forvejen er fortrolig med," siger Account Manager Tina Evald fra KMD.

Aalborg med i front

Aalborg Kommune har valgt at gå med i et nyt pilotprojekt om digital signering via KMD. Med 210.000 indbyggere og mange administrative processer i kommunen er det attraktivt at kunne spare en arbejdsgang ved at give borgerne muligheden for at skrive under digitalt, fortæller Grethe Fallesen, som er projektleder i IT & Digitalisering i Aalborg Kommune:

"Fordelen er især stor ved dokumenttyper med stort volumen, som kan beslaglægge mange ressourcer ved manuel sagsbehandling. Det kan f.eks. være it-sikkerhedserklæringer, som skal underskrives af alle medarbejdere eller samarbejdspartnere. Et andet oplagt område er de erklæringer om oplysningspligt, som modtagere af eksempelvis kontanthjælp, løntilskud eller uddannelseshjælp skal afgive regelmæssigt for at bekræfte, at kommunen må indhente og samkøre relevante oplysninger i forbindelse med udbetalingen. Også kommunale lejekontrakter, for eksempel på p-pladser, kan forenkles med digital signering," forklarer hun.

Vil du gerne høre mere om jeres muligheder med digital signering, så kontakt en af vores distributører (KMD, Nets og Post Danmark) her