26-08-2020

I den nyeste version af e-Boks appen kan de 4,4 millioner app-brugere prøve en række nye funktioner og services. De kan både følge med i deres energiforbrug og få påmindelser om vaccinationer – og en masse andet.  

Billede af e-Boks Plus

Mens indbakken med den digitale post ligner sig selv, er e-Boks-appen blevet ændret markant på en række områder. Det gælder blandt andet tilføjelsen af en række helt nye services i e-Boks Plus, der skal gøre hverdagen nemmere for den enkelte bruger, fordi en lang række funktioner nu samles ét sted.

Med lanceringen af den nye app sigter e-Boks efter at blive en platform med nye typer af services, der kan levere større værdi for brugerne. Indholdet til e-Boks Plus vil primært leveres af eksterne samarbejdspartnere, og alle virksomheder uanset størrelse kan i princippet blive e-Boks service provider, så længe servicen er relevant og lever op til kriterierne for brugerværdi og synergi med e-Boks.

I forbindelse med lanceringen har e-Boks selv udviklet en række services, som forhåbentlig også vil inspirere potentielle tredjepartsleverandører til at koble sig på appen og tilbyde egne services til e-Boks’ brugere.

– Vi håber, at vi med de services, der ligger på platformen nu, kan inspirere potentielle samarbejdspartnere, der kan få en ide om, hvad platformen kan bruges til og samtidig se værdien i at byde ind med deres services i e-Boks’ Plus-univers, fortæller Mads Bach, Product Manager i e-Boks.

e-Boks har stået for udviklingen af eDonation, Kodehusker, Vaccinationer og Energiforbrug, mens funktionerne Storebox, Digital Servicebog, Livsguiden, Testamente og Fremtidsfuldmagt er udviklet af eksterne samarbejdspartnere.

 

Fra postkasse til selvbetjeningsplatform
Opgaven for e-Boks ligger nu i at få ændret både brugere og potentielle samarbejdspartners opfattelse af, hvad e-Boks kan bruges til.

– Med den nye app går vi fra at være en digital postkasse til en selvbetjeningsplatform, hvor brugerne får mulighed for at skræddersy deres indhold og vælge til og fra blandt en masse services, der ikke nødvendigvis har med dokumenter at gøre, siger Mads Bach, og tilføjer:

– Vi er langt fra eksperter på alle de områder, vi gerne vil kunne tilbyde services indenfor. Derfor vil vi langt hellere indgå et samarbejde med en partner, der kan levere en kvalitetsservice på et bestemt område, som de er specialister i.

Allerede nu får e-Boks flere henvendelser fra eksterne partnere, der kan se muligheder i at udstille deres services i e-Boks-appen.

 

Brugerne er i centrum, når vi udvikler services. Indholdet skal give mening for dem for at give mening for os.
Mads Bach, Product Manager i e-Boks

Brugerdrevet udvikling
Mange af de services, der ligger tilgængelige i appen nu, skal ses som en første fase af services, som løbende skal udvikles i tæt samarbejde med brugere og samarbejdspartnere.

– Brugerne er i centrum, når vi udvikler services. Indholdet skal give mening for dem for at give mening for os. Derfor tester vi alle nye services hos brugerne, inden vi færdigudvikler dem. På den måde kan vi få et indblik i, om det er noget brugerne vil benytte, siger Mads Bach.

e-Boks evaluerer i øjeblikket ugentligt på de nuværende services ud fra brugerfeedback og engagement.

– Da vi er en platform, er det vigtigt for os at måle på engagement. Vi ser især på, i hvor høj grad brugerne interagerer med de nye services. Det er vigtigt for os, at brugerne har lyst til at investere tid i platformen og de services, der er tilgængelige, fordi de kan se en værdi i dem. Ser vi, at der ingen interesse er for en given service, så bliver det i sidste ende brugerne, der bestemmer, om servicen skal ligge i platformen, siger Mads Bach.

 

Har din virksomhed en service, der passer ind i e-Boks Plus-universet? Så læs mere her.