22-11-2016

Hvert år skal DAB ekspedere 6.000-7.000 nye kontrakter på lejemål. Udsigten til sparet porto og lettere interne arbejdsgange har nu fået administrationsselskabet til at tage digitale underskrifter i brug.

Udviklingschef Jan Juul Lorenzen fortæller her om fem særlige barrierer, DAB har haft fokus på ved indførelsen af digitale underskrifter.

 

digitale-underskrifter-boligbranchen.jpg

 

  1. Samtykke og oplysninger fra beboerne
    - For at kunne udveksle dokumenter med brugerne via e-Boks er vi nødt til at have CPR-nummer og andre stamoplysninger på dem i vores system. Det har vi ikke altid i dag. Så der er nogle data, der skal indsamles. Derudover skal vi sikre, at brugeren har givet samtykke til at vi må opbevare deres CPR-nummer, og at de vil modtage post fra DAB i e-Boks. Det er kun de brugere, der udtrykkeligt har givet samtykke, som vi kan sende post til i e-Boks.
    Ideelt set så vi gerne, at loven blev ændret, så breve fra boligselskaber blev ligestillet med post fra offentlige afsendere, sådan at vi kunne sende digital post til brugerne via e-Boks, uden at de skulle give specifikt samtykke til det først.
  2. Særlige typer dokumenter
    - Der er nogle typer af breve, som vi ikke må sende ud digitalt i dag, eksempelvis rykkerbreve og breve om ophævelser af lejemål. Det står i lejeloven, at disse dokumenter skal sendes ud på papir, men det passer ikke til en tid, hvor mere og mere kommunikation bliver digital.
  3. Ikke-digitale brugergrupper
    - Som alment boligselskab har vi en større andel ikke-it-parate brugere end samfundet som helhed. Vi kan se, at cirka 80-82 procent af vores brugere er tilmeldt BetalingsService, og kun cirka 70 procent af beboerne siger ja til, at deres tilbud udsendes på mail.
  4. Den nye postlov
    - Der er opstået nogle komplikationer med den nye postlov, og der mangler stadig en juridisk afklaring på dette. A-brevet forsvinder, og det er en forringelse for alle afsendere, der har tidskravsbestemmelser, herunder boligselskaberne. Det er et problem for os, at posten kun kan garantere omdeling inden for syv dage, når vi eksempelvis har breve, hvor vi skal varsle udsættelse inden for fem dage, hvis beboeren ikke har betalt husleje. Derfor har DAB sammen med brancheorganisationen BL rettet henvendelse til ministeren.
  5. Teknik
    - Den tekniske implementering kan potentielt være lidt kompleks, fordi der skal ske en sammenbinding af flere systemer. Men indkøringen har dog kørt gnidningsfrit for os.