07-10-2016
Gennem 15 år har e-Boks skabt stor forandring i det danske samfund, og virksomheden har udviklet sig til en førende nordisk virksomhed indenfor digitalisering. Pr. 1. januar 2017 tiltræder Ulrik Falkner Thagesen, der kommer til at stå i spidsen for en ambitiøs og offensiv nordisk vækststrategi.
Ulrik Falkner Thagesen (45 år) er pr. 1. januar 2017 udnævnt som adm. direktør for e-Boks A/S. Ulrik kommer fra en stilling som Nordic CEO i MediaCom, hvor han siden 2015 har ledet MediaCom gruppens 350 medarbejdere i Norden og været en del af MediaCom EMEA’s EXCO. Før dette var Ulrik CEO for MediaCom Danmark, og han har tidligere været adm. direktør for Universal McCann og McCann Interactive i Wien samt som iværksætter startet flere virksomheder.
Med 15 års succes og ekspansion primært i Danmark, ønsker e-Boks to ejere og bestyrelse at accelerere e-Boks vækst i Norden, og sætter nu Ulrik Falkner Thagesen i spidsen for en ambitiøs og offensiv vækststrategi, som skal effektueres i de kommende år.
Med ønsket om at accelerere og udvide e-Boks forretningen bliver fokus for den nye adm. direktør at forme og lede en voksende virksomhed og organisation til på alle markeder at kunne levere effektive og værdifulde løsninger for digital kommunikation og –processer mellem virksomheder og deres kunder.
Om valget af Ulrik Falkner Thagesen som ny adm. direktør for e-Boks siger bestyrelsesformand Freddy Haraldsen:
”Med Ulrik som ny adm. direktør står vi med en stærk profil, der kan videreudvikle og samle hele organisationen om de ambitiøse vækst- og indtjeningsmål, der er lagt for selskabet. e-Boks er en fantastisk virksomhed som har skabt store forandringer og fremmet digitaliseringen i det danske samfund, men vi er nu klar til næste skridt. Vores ambition er at blive markedsledende i Norden inden for vores felt, og de solide ledelseserfaringer som Ulrik bringer med fra en kunde- og forretningsorienteret nordisk og international virksomhed er meget vigtige for vores udvikling af e-Boks. Samtidigt har Ulrik værdifulde erfaringer fra en branche under stor digital omstilling, og netop forståelsen for den digitale kunde og bruger er nøglen til de løsninger, e-Boks skal levere i markedet. Så vi glæder os rigtigt meget til at have Ulrik om bord.”
Ulrik Falkner Thagesen ser frem til at komme i gang i sit nye job:
”Jeg synes, det er et stort privilegium at skulle stå i spidsen for e-Boks og dermed få det øverste ansvar for e-Boks betjening af 11 mio. nordiske brugere og mere end 30.000 virksomheder. Jeg har altid interesseret mig meget for digitalisering, og jeg glæder mig til at skulle lede og udvikle e-Boks, som bygger på et solidt fundament, og hvor jeg ser store vækst- og udviklingsmuligheder.”
Ulrik Falkner Thagesen afløser Thomas Fjeldberg, der siden april 2016 har været konst. adm. direktør for e-Boks.