16-11-2018
16.803 danskere har afgivet deres stemme på det idrætsprojekt, de mente skulle vinde Danskernes Idrætspris og de 100.000 kr., der følger med.
Alt fra Pokemon Go i Aabenraa til Vollsmose Boxing har de seneste tolv dage kunnet modtage danskernes stemme.
Nu er afstemningen slut, og 16.803 danskere over hele landet har været ved tasterne og stemt på det lokale idrætsprojekt, som de mente skulle vinde Danskernes Idrætspris. En pris, der hylder de projekter, initiativer og ideer, der er med til at styrke fællesskabet og glæden ved at bevæge sig eller være aktiv i en forening.
Det er danskere fra hele landet, der er kommet med deres bud på det idrætsprojekt, de mente havde fortjent Danskernes Idrætspris, herefter stod otte lokale dommerpaneler for at udvælge tre idrætsprojekter fra deres område, der skulle gå videre til afstemning.
Nu er der så ved afstemning fundet otte vindere, som går videre til den landsdækkende semifinale. Danskernes Idrætspris, der præsenteres af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4, uddeles til DR’s årlige show SPORT 2018. Med prisen følger 100.000 kr.
De otte vindere i hver af P4’s sendeområder er:
- Fyn: Thurø sejlklub
- Midt- og Vestjylland: Urban Street Zone Hall 2
- Nordjylland: Lykkeliga
- Østjylland: Fodboldlinjen Randers
- Syd- og Esbjerg: Sønderjyske Kidz
- Trekantområdet: 60+ Frisk
- Sjælland og øerne: LBI Fodboldskole 2018 for børn med diagnoser
- Hovedstadsområdet: Floorball for handicappede
Det er nu op til bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund at udvælge tre finalister og herefter kåre vinderen. Vinderen af Danskernes Idrætspris offentliggøres den 5. januar 2019 til DR’s Sport 2018 i JYSKE BANK BOXEN.
Den videre vej til prisen
De otte vindere af de regionale afstemninger bedømmes fagligt af bestyrelsen i Danmarks idrætsforbund, som først vælger tre finalister og herefter afgør, hvilket af de tre initiativer, der er vinderen. Den endelige vinder offentliggøres ved DR’s show SPORT 2018 i JYSKE BANK BOXEN lørdag den 5. januar 2019.
Læs mere her.