21-09-2015

I mere end 14 år har danskerne kunnet benytte sig af e-Boks, og i 2012 blev den digitale postløsning også introduceret på det norske marked. Nu kommer turen til Sverige. En langsigtet investering betyder, at både myndigheder, virksomheder og privatbrugere fra efteråret 2015 får adgang til at bruge løsningen i en svensk udgave.

"Vi tror, at Sverige på sigt vil blive vores vigtigste marked. Hvert år distribueres der ca. 1,2 mia. dokumenter, som egner sig til digitalisering, så der er bestemt noget at komme efter. Samtidig efterspørger flere af vores store kunder en løsning på tværs af de nordiske lande, og det er vi i stand til at imødekomme nu," fortæller Henrik Andersen, adm. direktør i e-Boks A/S – og nu også formand for det svenske datterselskab e-Boks AB.

I Danmark er mange virksomheder godt i gang med en omstilling, som betyder, at e-Boks ikke kun bruges til sikker kommunikation, men også til at forenkle og digitalisere arbejdsgange. Og Henrik Andersen forventer, at dette også vil have stor betydning, når der skal indgås partnerskaber med nye afsendere i Sverige:

"Muligheden for at bruge digitale underskrifter i e-Boks er et af de områder, som vores afsendere for alvor er ved at se mulighederne i. Det giver konkret værdi for både afsendere og forbrugere, at en kunde eksempelvis kan spare turen hen i banken, fordi låneaftalen kan underskrives digitalt derhjemmefra. Med en så digital befolkning som den svenske ligger der en stor potentiel gevinstrealisering og venter," vurderer han.

e-Boks er en e-låda hinsidan

I Sverige er e-Boks løbet ind i en mindre sproglig udfordring, da postboksens danske navn direkte oversat betyder 'e-bøger'. Derfor skal brugerne på den anden side af Øresund lære løsningen at kende som en 'e-låda', selvom brandet fortsat vil hedde e-Boks. En ny svensk salgsorganisation skal sammen med e-Boks i Danmark opbygge det netværk af afsendervirksomheder, som er afgørende for udbredelsen af postløsningen.

Satsningen på det svenske marked er en del af e-Boks nordiske vækststrategi. Og den dansk-svenske medejer af e-Boks, PostNord, repræsenterer vigtige muskler, når det gælder om at udbrede e-Boks til svenskerne.

"Som kommunikations- og logistikvirksomhed sikrer PostNord hver eneste dag distribution af forsendelser til virksomheder og private i hele Sverige. For os er det afgørende, at vi kan distribuere posten på den måde, som kunden ønsker, hvad enten det er fysisk eller digitalt. Med e-Boks får vi en velafprøvet digital løsning, som vil styrke vores evne til at levere på de vilkår, som modtageren ønsker," siger Business Unit Director Andreas Falkenmark fra PostNord.

I alt har e-Boks i dag mere end ti millioner nordiske brugere og sender årligt knap 250 millioner digitale dokumenter.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Susanne Søndahl Wolff, Nordic Communications & Marketing Director, e-Boks A/S

Email: ssw@e-boks.dk, Mobil: 2382 1314 

***

Fakta om e-Boks

10 mio. brugere modtager hvert år post i e-Boks – den digitale postboks, som er tilgængelig fra en hvilken som helst computer eller smartphone over hele verden. I 2014 blev 249 mio. dokumenter overført via e-Boks, og det sparede miljøet for i alt 4.108 tons papir. 

Blandt afsenderne er alle danske banker, alle landets kommuner og statslige styrelser, ATP, en række realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, energiselskaber, fagforeninger og teleselskaber samt arbejdsgivere, som sender lønsedler til deres medarbejdere.

e-Boks er et aktieselskab, der ejes ligeligt af Nets og Post Danmark.

Læs mere på www.e-boks.dk

Svensk website: www.e-boks.se