23-11-2017
For 3. år i træk indtager den internationale tennis-stjerne Caroline Wozniacki KB’s baner sammen med anbragte børn og unge for at inspirere dem til mere fysisk aktivitet og vedholdenhed. For 2. gang bliver den velgørende tennis-event afholdt med deltagelse af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen. Tennis-eventen er arrangeret af Carolines danske sponsor, e-Boks, og hjælpeorganisationen Børnehjælpsdagen, som Kronprinsessen er protektor for. Det hele finder sted den 30. november 2017.
I alt deltager 25 anbragte børn og unge i årets tennis-event. De er i alderen 10-18 år og bor enten i familiepleje eller på en døgninstitution i Danmark. 1/5 af deltagere er ’gengangere’ og har således været med i 2015 eller 2016. Resten er med for første gang. Under tennis-eventen får alle børn og unge spilletid med Caroline Wozniacki og mulighed for at hilse på Kronprinsessen. Aktuelt er cirka 11.000 børn anbragt uden for hjemmet i Danmark.

Foto: Kim Agersten
Vedholdenhed med Wozniacki
Mange anbragte børn har ikke haft en god start på livet. Det bevirker ofte, at de heller ikke har sunde og aktive vaner med sig hjemmefra.
Formålet med tennis-eventen er derfor, som tidligere år, at inspirere de unge deltagere til mere fysisk aktivitet i hverdagen – samt øge motivationen hos de børn, der allerede har udvist en begyndende interesse for tennissporten.
Et særligt tema i år er ’vedholdenhed’ – en vigtig styrke både i forhold til at dyrke idræt, men også i forhold til at opnå succes i livet generelt. Med toppræstationer gennem to årtier kan Caroline Wozniacki om nogen dele ud af sine erfaringer med vedholdenhed. Hun er en rollemodel, der kan inspirere de unge til at kæmpe for det, de ønsker – også når de indimellem møder modgang.
”Forskning viser, at det er indsats og vedholdenhed – ikke talent – der sikrer, at vi når vores mål i livet. Hos Børnehjælpsdagen arbejder vi derfor intensivt med at opøve disse styrker hos de anbragte børn og unge, så de har bedre forudsætninger for at lykkes i deres liv – uanset om drejer sig om uddannelse, job, fritid eller på det helt personlige plan. Vi er rigtig glade for, at Caroline Wozniacki og e-Boks vil være med til at sætte fokus på netop ’vedholdenhed’ i forlængelse af den fysiske aktivitet, som tennisspillet naturligt ansporer til”, udtaler Børnehjælpsdagens direktør, Ina Thorndahl.
Caroline ser ligeledes frem til tennis-eventen og til at inspirere de unge deltagere:
"Jeg glæder mig meget til igen i år at mødes med børnene. Det er en ganske særlig dag, hvor vi hygger os og har det sjovt. Og så håber jeg, at nogle af børnene får lyst til at kaste sig ud i en sportsgren, og at de har nogle voksne omkring sig, der kan motivere dem og hjælpe dem til at holde ved. Jeg er selv vokset op i en familie, hvor jeg har oplevet stor opbakning til min sport, og det er uden tvivl det som har bragt mig så langt i min tenniskarriere”, siger Caroline Wozniacki.
Også hos Carolines danske sponsor e-Boks glæder man sig til mødet med børnene:
“Vi glæder os over, at vi igen i år kan bringe Caroline og 25 anbragte børn sammen om tennis. Arrangementet handler først og fremmest om at give børnene en helt særlig oplevelse sammen med en verdensstjerne som Caroline. Dernæst håber vi at kunne anspore nogle af børnene til at få lyst til at dyrke motion, fordi vi ved, at et aktivt liv med motion er med til at gøre os stærkere både fysisk og mentalt, og det vil vi gerne bakke op om”, siger Susanne Søndahl Wolff, kommunikationsdirektør i e-Boks.