13-03-2017

Digitalisering bliver hilst velkommen i Greve Kommune, som glæder sig over at kunne tilbyde bedre og mere effektiv service. Det store udvalg af digitale selvbetjeningsløsninger er til rådighed 24/7.

2017 bliver året, hvor grevegenserne ikke længere kan møde op i Borgerservice uden først at have bestilt tid online. I et forsøg på at undgå lange køer og få flere til at orientere sig digitalt har kommunen taget endnu et skridt i retningen af øget digitalisering.

”Digitalisering står højt på den politiske dagsorden. Vi mener, at det er vigtigt at udnyttede digitale muligheder, for på den lange bane giver det hurtigere arbejdsgange for vores medarbejdere og bedre service til borgerne,” siger Claus Thykjær, kommunaldirektør i Greve Kommune.

”Digitaliseringen er dynamisk og kræver vores konstante opmærksomhed. Derfor har vi skabt et digitaliseringsteam af beslutningstagere, der har både mandat og pligt til at lægge linjerne for den fremtidige digitalisering i kommunen,” fortsætter han.

Fordel for alle borgere

En af teammedlemmerne er Tina Malling Kiær, der er Borgerservicechef, og en varm fortaler for digitalisering. Hun har i de seneste år arbejdet indædt for at rykke kommunikation med borgerne online. Det har resulteret i et hav af selvbetjeningsløsninger, som servicerer borgere, der f.eks. vil giftes, have nyt pas, byggetilladelse eller passet deres børn.

”For langt hovedparten er det et kæmpe plus, at de kan indsende blanketter og underskrive digitalt, når det passer dem, hvilket tit er uden for normal åbningstid. Med muligheden for at ekspedere sig selv online følger dog også en klar forventning om, at de borger, der kan selv, skal selv. Ambitionen er, at mængden af personlige ekspeditioner i Borgerservice falder,” siger Tina Malling Kiær.

Hun understreger, at der selvfølgelig er borgere, som har brug for personlig betjening. Nogle for at få hul på det digitale univers, og andre, fordi de er fritaget fra Digital Post og skal undtages fra digitale selvbetjeningsløsninger. Sidstnævnte drager dog også fordel af kommunens digitaliseringsindsats.

”Hvis vi ikke bruger de gode digitale løsninger, som dukker op, vil der i en tid med pressede budgetter og udsigt til færre kolde hænder ikke blive tid og råd til at ekspedere gamle Fru Petersen. Det vil gå ud over hendes retssikkerhed, og det mener jeg ikke, at vi som samfund kan være bekendt,” siger Tina Malling Kiær.

En fremtid med robotter

Hun forestiller sig et digitalt fremtidsscenarie, hvor robotter modtager ansøgninger, forbereder data i systemerne og til sidst samler og pakker oplysninger, så en medarbejder kan foretage en vurdering på baggrund af et individuelt skøn.
”Jeg vil arbejde for, at vi automatiserer så mange arbejdsgange som muligt og kun bruger den fysiske arbejdskraft, hvor der er brug for den i det offentlige. Lad mig dog slå fast, at mennesker har brug for mennesker, så jeg forestiller mig ikke, at vi afløser alle medarbejder med robotter om nogle år, siger Tina Malling Kiær.

”Når vi digitaliserer, er det for at skabe bedre velfærd, så vi er meget opmærksomme på kun at udnytte de digitale muligheder, når de tilfører værdi.”