04-01-2018

I starten af 2017 kunne e-Boks annoncere planerne om en ny betalingsløsning, som giver brugerne mulighed for at betale deres regninger direkte fra e-Boks. Nu står de første virksomheder og kommuner klar til at tage e-Boks Betaling i brug. Vi har talt med Kim Sølbeck, som har fået ansvaret for løsningen.

 

Manglende betaling er blevet et velkendt problem hos virksomhederne, efter at flere og flere regninger er rykket over i digitale kanaler. Girokortene ligger ikke længere fremme på køkkenbordet og minder brugeren om, at betalingsfristen nærmer sig. Og de mange forglemmelser får ganske store konsekvenser hos både afsendere og modtagere.

”Virkeligheden hos afsenderne er, at 1/3 af deres kunderne ikke betaler til tiden. En stor del af dem er kunder, som egentlig kan og vil betale, men som simpelthen bare glemmer betalingen og derfor uforvarende havner i et rykkerflow,” indleder Kim Sølbeck. Han er netop tiltrådt som specialkonsulent hos e-Boks, hvor han har fået ansvaret for salg af e-Boks nye betalingsløsning.

Forglemmelserne er først og fremmest dyre for afsendervirksomhederne. Det koster nemlig typisk mellem 75 og 100 kroner –  i nogle tilfælde endda helt op til 200 kroner – at udsende en rykker og opkræve rykkergebyrer, som alligevel ofte må eftergives. De manglende betalinger tærer på likviditeten. Men endnu værre er det, at det slider på relationen mellem virksomhed og kunde, fordi kunden bliver utilfreds med at blive rykket. Erfaringen viser, at ca. 30 procent af alle kunder i rykkerflow ringer til virksomhederne – og det er typisk sure og negative opkald, der kommer ind. Alt i alt taber både virksomheden og kunden på den manglende betaling.

Notifikationer vil hjælpe

Det er derfor ikke overraskende, at virksomhederne har reageret positivt på udsigten til den nye service, som giver brugerne mulighed for at betale eller tilmelde regninger til betaling direkte fra e-Boks. Men Kim Sølbeck har også lagt vægt på at få afdækket brugernes input, så der er konkrete tal på deres ønsker og forventninger.

”Vores undersøgelser blandt slutbrugerne viser, at de i høj grad efterspørger, at det skal være let at modtage og betale regninger. 74 procent af brugerne har sagt, at de finder det attraktivt eller meget attraktivt at kunne betale deres regninger direkte i e-Boks. Hele 82 procent mener, at det vil hjælpe dem med at betale deres regninger til tiden, hvis de modtager notifikationer om regninger og betalingsfrister enten via e-mail eller SMS. De tal er et meget klart signal om den opgave, vi skal løse,” siger han.

Skal modne to sider på samme tid

Kim Sølbeck har tidligere været med til at introducere nye Software-as-a-Service-løsninger på markedet, senest hos Trustpilot, hvor han var europæisk salgsdirektør. Det har givet ham et værdifuldt erfaringsgrundlag i forhold til opgaven med at skulle udbrede e-Boks Betaling.

”Det vigtige er at få modnet B2B- og B2C-markedet på samme tid. Hvis brugerne efterspørger en løsning, der endnu ikke udbydes, bliver de utålmodige og søger andre muligheder. Omvendt har de afsendere, der går ind som first movers på en ny løsning, også brug for at vide, at der reelt findes en målgruppe på forbrugersiden. Så kunsten er at få de to sider til at udvikle sig i takt,” siger Kim Sølbeck og fortsætter: ”De første virksomheder, som tager en ny løsning ind, får sjældent konverteringsrater, der er helt i top fra starten. Men de får mulighed for at vinde noget ekstra på kundetilfredsheden. Og så får de også adgang til nogle værdifulde data om brugernes adfærd og holdning, fordi vi kortlægger det meget nøje.”

e-Boks har udviklet en case-beregner, så en afsender kan taste sine grundoplysninger ind og derudfra beregne de konkrete besparelser ved at tage e-Boks Betaling i brug. For en virksomhed eller kommune med et væsentligt antal udsendte regninger, kan gevinsten sagtens løbe op i flere millioner kr.

”Løsningen vil ikke flytte på dårlige betalere, som af en eller flere grunde ikke kan eller vil betale. Men det er heldigvis et fåtal. Langt de fleste slutkunder har en interesse i at betale til tiden, men vi gør noget forkert i dag, når så mange, som både evner og har viljen til at betale, ikke får det gjort. Det kommer der en løsning på nu,” slutter Kim Sølbeck.