Der er rigtig mange gode grunde til at skifte fra papir og rudekuverter til digitale lønsedler i e-Boks. Det sparer tid, arbejde, portoudgifter - og miljøet bliver skånet for tonsvis af papir.

Fordele ved digitale lønsedler
Hvis I skifter fra trykte lønsedler til digitale, er I med til at gøre en forskel. Miljøet spares for en masse transport og tonsvis af papir, virksomhederne sparer arbejdstid og penge til porto og jeres medarbejdere slipper for arkivering af lønsedler - og kan altid finde dem igen. Masser af virksomheder har allerede høstet gevinsten af digitale lønsedler, e-Boks distribuerer 2 millioner lønsedler hver måned.

Spar miljøet for 58 tons rudekuverter
Det bagvedliggende regnestykke ser sådan ud: 600.000 danskere får hver måned tilsendt en lønseddel, som vejer ca. 8 gram. Det bliver til 4,8 ton papir om måneden - eller i alt 58 ton om året.

Spar 1.026 km kuvertklister om året
Der er ca. 14,2 cm klister på hver kuvert. Ganger vi det med 600.000 lønsedler om måneden bliver det til en strækning på 85,5 km klister - eller i alt 1.026 km årligt - hvilket svarer til distancen mellem Gedser og Skagen og tilbage igen.

Spar 60.000 mandetimer til pakning af kuverter
Der afsendes 600.000 lønsedler hver måned. Hvis der i en virksomhed er én medarbejder, der i gennemsnit bruger 30 sek. på at pakke en lønseddel, bliver det til i alt 5.000 timer om måneden - eller 60.000 mandetimer om året.

Spar kuverteringen af 7,2 mio. lønsedler
Med 600.000 lønsedler pr. måned bliver det til foldning og kuvertering af 7,2 mio. lønsedler om året.

Spar 57,6 mio. kr. i porto om året
Hver kuvert koster 8 kr. i porto, hvis den sendes til medarbejderen med almindelig post. Med 600.000 kuverter pr. måned bliver det til 57,6 mio. kr. om året.

Grundlag for tallene
Danmarks Statistik, beskæftigede lønmodtagere, 2011 - i alt 2.667.424

e-Boks sendte ca. 24 mio. digitale lønsedler i 2011, dvs. 2 mio. pr. måned

Det vil sige, at der sendes 600.000 stk. papirlønsedler pr. måned (2.600.000 - 2.000.000 = 600.000). Bemærk at regnestykket ser bort fra 14. dagslønnede og kun regner med en lønseddel pr. lønmodtager pr. måned.

Faktaboks
Samlet årlig besparelse:

  • 58 tons lønkuverter
  • 57,6 mio. kroner i porto
  • 60.000 mandetimer