Med e-Boks forventer PensionDanmark en årlig omkostningsbesparelse på 6-7 millioner kroner. PensionDanmark er langt fremme i digitaliseringen og har reduceret antallet af breve og blanketter markant. Med e-Boks får PensionDanmark nu en løsning, der hurtigt gør en forskel.

- Vi går målrettet efter digitale løsninger med letforståelig kommunikation, da det er der, vi når medlemmerne. Hermed kan vi øge servicen samtidig med, at vi sparer på medlemmernes administrationsomkostninger. Med e-Boks sikrer vi, at der er styr på den elektroniske kommunikation med hvert enkelt af vores 618.000 medlemmer, fortæller Flemming Tovdal Schmidt direktør i PensionDanmark med ansvar for Kunder, Kundeservice og IT.

Hvad siger kunderne?

Med e-Boks giver PensionDanmark merværdi for medlemmerne, og langt størstedelen er glade for den digitale løsning.

- PensionDanmark har informeret sine 618.000 medlemmer om overgangen til elektronisk post, og det er faktisk kun 20 medlemmer, der har ønsket en anden løsning. Samtidig slipper medlemmerne for selv at holde styr på pensionspapirerne, da det hele nu er samlet i e-Boks, siger Flemming Tovdal Schmidt.

Dokumenter er altid tilgængelige og sikrede

e-Boks løsningen giver kunderne overblik over forsendelser og dokumenter, mulighed for at lave digitale arkiver, og brugerne har altid adgang. Det gør det både mere fleksibelt og lettere for den enkelte bruger, men også for PensionDanmark.

- e-Boks er et godt værktøj, fordi det er gennemarbejdet, sikkert og nemt at tage i anvendelse. Det er vel også derfor, at det bruges hyppigt af en stor del af befolkningen, udtaler Flemming Tovdal Schmidt

e-Boks løsning i eget design

Et enkelt log-in på PensionDanmarks hjemmeside giver alle fordelene med e-Boks. Med e-Boks’ Whitelabel Portalløsning opleves alle e-Boks funktioner som en integreret del af PensionDanmarks hjemmeside, design, system og struktur, og brugeren mærker ingen forskel.

- Det er vigtigt, at vores medlemmer får en ensartet oplevelse – uden unødige omveje. Vores medlemmer får dermed den fordel, at de kan komme til deres post på både e-Boks og på deres selvbetjeningssider på pension.dk. Inden for det næste halve år vil vi indføre mobile løsninger, som også forventes at inkludere en white label løsning af e-Boks. Det giver både mere fleksible løsninger til kunderne, bedre brugeroplevelser og lettere sagsbehandling her i huset, fremhæver direktør Flemming Tovdal Schmidt.