Forsvaret har gjort sin kommunikation til unge om Forsvarets Dag digital. Det har krævet indsatser på flere fronter, men nu melder gevinsterne sig takket være Digital Post og e-Boks.

 

Forsvarsministeriets Personalestyrelse valgte – på eget initiativ – at digitalisere deres kommunikation til de unge, som hvert år skal indkaldes til Forsvarets Dag. Det, som tidligere hed session.

"Førhen foregik det på gammeldags manér, hvor vi brugte utallige manuelle timer på at sende breve ud med posten. Den proces er smidiggjort, og omkostningerne til trykkeri og porto er kraftigt reduceret", siger Tomas Ilsøe-Mikkelsen, kommunikationschef i Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

I 2015 modtog Forsvarsministeriets Personalestyrelse Digitaliseringsstyrelsens pris for at skifte fysisk post ud med digital kommunikation. Det har stor betydning i et maskineri af den størrelse, hvor der årligt bliver sendt 270.000 breve ud i forbindelse med Forsvarets Dag.

"I begyndelsen var den største udfordring faktisk at få de unge til overhovedet at læse deres digitale post. At omlægge kommunikationen til at være digital kræver en modning af borgerne – især når det handler om unge mennesker, hvor indkaldelsen fra Forsvaret ofte er deres første møde med det offentlige. Vi er dog på rette vej og glæder os over, at være med til at påvirke en hel generation til at læse deres digitale post", lyder det fra Tomas Ilsøe-Mikkelsen.

Sociale medier som supplement

Den primære kommunikation foregår stadig via offentlig Digital Post og e-Boks, men Forsvaret har suppleret med kampagner på sociale medier:

"Det er vigtigt for os at møde de unge, hvor de er, og det kræver hele tiden fornyelse af kommunikationen. Digitalisering af breve har givet os nye muligheder, og vi er rigtigt tilfredse med, at der eksempelvis nu er 40 procent flere kvinder, der bliver sessionsbehandlet".

Forsvaret går dog stadig langt for at komme i dialog med de unge mænd, forklarer Tomas Ilsøe-Mikkelsen. Udeblivelse fra Forsvarets Dag betyder, at politiet skal involveres. For at det ikke skal komme så vidt, har de sammen med Digitaliseringsstyrelsen blandt andet sørget for pop-up-vinduer til forældre, hvis børn snart fylder 18 år, for ad den vej at informere om, at deres børn modtager digital post, som de skal reagere på.