Større kendskab, hyppigere brug og mere smartphone

03-02-2015

e-Boks årlige kendskabsmåling viser, at danskerne har taget den digitale postboks til sig. På alle parametre er der stigning i kendskabet – og det gælder både blandt de helt unge og dem over 60.

Den seneste kendskabsmåling, der er gennemført i december 2014, viser, at e-Boks er blevet en integreret del af alle danskeres hverdag. Hele 95% af danskerne siger i dag, at de er tilmeldt e-Boks – i 2013 var tallet 87%.

Og danskerne har i høj grad fået øjnene op for e-Boks mange anvendelsesmuligheder. Topscoreren er breve fra det offentlige, som næsten 9 ud af 10 nu brugere ved, de kan få i e-Boks. Sidste år var det kun 65%. Mulighederne for at modtage lønsedler (81%) og forsikrings- og pensionsoversigter (79%) ligger på anden- og tredjepladsen, men der er stigning over hele linjen.

"Vi er rigtig glade for den klare tendens, vi ser i målingen. Danskernes kendskab til alt det, e-Boks kan, er støt stigende," siger Susanne Wolff, der er kommunikationsdirektør hos e-Boks.

Også til andet end post

Målingen viser også et øget kendskab til de funktioner, der handler om andet end at modtage post. Hver tredje ved, de kan underskrive kontrakter og aftaler i e-Boks, og næsten hver fjerde er klar over, at man kan uploade fotos af værdigenstande eller kvitteringer i e-Boks – f.eks. til reklamation eller forsikringsdokumentation.

Det er dog ikke kun kendskabet, der er steget. Der er også sket et markant skift i, hvor tit danskerne bruger e-Boks. Hele 40% svarer, at de logger ind ugentligt – i 2013 var det kun 25%. Mænd kigger lidt oftere på e-Boks end kvinder, og de ældre er de flittigste brugere. Næsten halvdelen af de +60-årige bruger e-Boks hver uge. Blandt de 18-29-årige er det kun 24%.

På alle platforme

PC’en er stadig den mest brugte kanal, når danskerne tjekker e-Boks. Men smartphones er godt med, og det er ikke kun de unge, der logger ind fra deres telefon. Faktisk er de 18-39-årige mest aktive i brugen af e-Boks på smartphone. Men næsten 20% af de adspurgte over 60 år svarer, at de bruger e-Boks på mobilen.

"Ny e-Boks er bygget til at være lige let at bruge på computer, tablet og mobil. Der er ingen tvivl om, at danskere i alle aldersgrupper bruger deres smartphones til mere og mere, og derfor er det vores ambition at være stærke også med de mobile løsninger," siger Susanne Wolff.

Kendskabsmålingen er baseret på 1010 interviews med danskere over 18 år foretaget af TNS Gallup i december 2014.