15-03-2017

Vi lever i en spændende tid. Teknologien ændrer vores måde at leve på, og digitaliseringen giver os helt nye muligheder. Kunstig intelligens og smarte enheder videreudvikles hele tiden, samtidig med at IoT-teknologi og samarbejdende systemer bliver en stadig vigtigere del af vores dagligdag.

Vi vil beskrive de vigtigste trends inden for digitalisering, og hvad de betyder for virksomhederne, og hvordan vi tror de kommer til at påvirke os i de kommende år.

Fremtidens bank

Digitaliseringen indebærer, at de traditionelle branchegrænser viskes ud, og i de seneste år har vi set adskillige eksempler på, at nye aktører bevæger sig ind på bankmarkedet. Bankerne kæmper ikke bare en kamp mod hinanden, men mod globale og nationale aktører inden for helt andre brancher, så som Neobanker, Fintech virksomheder og Blockchain m.m. Hvad betyder det for bankerne, og hvordan ser fremtidens bank egentlig ud? 

Blockchain-revolutionen

Blockchain-teknologi er en slags offentlig log over alle bitcoin-transaktioner, der bliver godkendt. Teknologien vil styrke sikkerheden i en hverdag, som hele tiden bliver mere digital, og implementeringen af teknologien forventes at spare bankerne for 20 milliarder dollars om året inden 2022. Men det er ikke kun inden for banksektoren, at blockchain bliver vigtig fremover. Den sikkerhed, der er indbygget i teknologien, indebærer, at virksomheder i andre brancher kan se, om nogen har misbrugt deres data. Det er en af årsagerne til, at flere virksomheder overvejer at implementere blockchain i deres egne systemer.

Nye betalingsløsninger

I betalingssektoren regner man med at se store forandringer i de kommende år. Kontanterne forsvinder, og det er ikke utænkeligt, at biometrisk identifikation inden for kort tid vil udkonkurrere pinkoden. De nordiske banker er langt fremme, når det gælder digitalisering, men er dog ikke verdensførende. Leverandører af betalingsløsninger skal have modet til at være innovative, hvis de skal have succes i fremtiden.

Nye krav til håndtering af persondata

I 2018 træder den nye EU persondataforordning i kraft, som blandt andet strammer kravene til virksomheder, der indsamler data om forbrugerne. Målsætningen med direktivet er at give enkeltpersoner større magt over for globale aktører. Selvom reglerne kan føre til øgede omkostninger for virksomhederne, giver det dem også en række fordele, blandt andet at alle aktører, der gør forretninger med europæiske borgere, skal følge de samme regler. Det indebærer, at selv mindre, danske virksomheder konkurrerer på lige vilkår med globale aktører såsom Google og Amazon.

Den teknologi, som vi omgiver os med til daglig, skaber udfordringer, som vi aldrig har tænkt på før. Hvilke rettigheder har individet, når det gælder fællesskabets bedste? Hvem har egentlig kontrol over de informationer, vi deler? Bliv klogere her.

Digitalisering af sundhedssektoren

Mennesket er et komplekst væsen, men de tekniske medicinske løsninger udvikler sig hele tiden, og sundhedssektoren står over for flere forandringer i de kommende år. Biometriske sensorer giver lægerne adgang til ubegrænset information om patienterne, så de kan stille tidligere og mere præcise diagnoser. Derudover sker der en udvikling i den måde, som vi gemmer information og kommunikerer digitalt med patienterne på. Digitaliseringen af sundhedssektoren er afgørende for, at vi i fremtiden skal kunne håndtere stadig mere komplekse sygdomme og en aldrende befolkning.

Device mesh – et enhedsnetværk

Når flere og flere af de ting, vi omgiver os med, bliver koblet til internettet, opstår der en mulighed for at lade enhederne arbejde sammen i et netværk og ikke hver for sig. Intelligente enheder, som samarbejder med hinanden, vil give os endnu større fordele i hverdagen. Et device mesh giver os fantastiske muligheder. Fremover bør virksomheder tænke i integrerede netværk i stedet for individuelle enheder.

Hvordan ser vores fremtid ud?

Digitaliseringen giver os enorme muligheder, men samtidig oplever vi et skift i forbrugernes præferencer. Madvarer leveres til døren, fordi det er praktisk, men også fordi det giver os en nostalgisk følelse, som minder os om dengang, mælkemanden leverede mælk til os. Der udvikles nye tablets, som giver os en læseoplevelse, der er så tæt på papir som muligt, samtidig med at den er helt digital. Er vi på vej ind i en fremtid, der er så digital, at vi længes efter det analoge? Og hvilken betydning får det for virksomhedernes kommunikation med forbrugerne?