26-08-2020

Kan man teste, hvordan en ny service bliver modtaget blandt brugerne, før den er færdigudviklet? Svaret er ja – med metoden pretotyping, der gør det lettere at forudse hvilke idéer, der fejler, og hvilke der bliver en succes.

Efter e-Boks for nyligt relancerede e-Boks appen med et nyt selvbetjeningsunivers kaldet e-Boks Plus, hvor tredjeparter kan udstille deres egne services til brugerne, har pretotyping været en vigtig ingrediens i udviklingsarbejdet for at teste nye services. Metoden er med til at kvalitetssikre og markedsvalidere nye ideer. Stort set alle de services, der i dag findes i appen har været igennem pretotyping.

– I dag bruger vi pretotyping til at validere og teste om nye services giver værdi for brugerne. Vi vil gerne validere en idé hurtigt og for færrest ressourcer. I princippet vil vi gerne ”fail fast” og hurtigt komme videre med de idéer, der viser størst potentiale. Pretotyping hjælper os med at sortere ”dårlige” ideer fra tidligt i processen, fortæller Mads Bach, Product Manager i e-Boks.

Det unikke ved pretotyping er, at vi får en mere ærlig reaktion fra brugerne, fordi de rent faktisk tror, at servicen eksisterer.
Mads Bach, Product Manager i e-Boks.

”Lade som om”

Ordet pretotyping kommer af ordet pretend – på dansk at lade som om – og prototyping. Hvor prototyping alene går ud på at teste funktionalitet og selve produktet, går pretotyping ud på at teste selve ideen, inden man går i gang med at udvikle noget. Brugerne får præsenteret servicen, som om den er fuld funktionsdygtig. På den måde er det muligt at få indsigt i, om det er et produkt eller en service, brugerne rent faktisk vil bruge eller interagere med.

– Det unikke ved pretotyping er, at vi får en mere ærlig reaktion fra brugerne, fordi de rent faktisk tror, at servicen eksisterer. Ved at måle på brugerens interaktioner kan man få en klar indikation af, om en service er relevant eller ej. Med den statistik i hånden får vi et bedre billede af, om brugere vil benytte den, inden servicen er færdigudviklet, siger Mads Bach.

En pretotype kræver ikke nødvendigvis mange ressourcer og kan oftest udvikles på få dage – det kan for eksempel være en simpel landingpage, der præsenterer en service eller et produkt, som brugerne kan interagere med. På den måde kan man hurtigt indsamle værdifulde data, der kan tages med videre i udviklings- og beslutningsfasen.

Læs også 3 skarpe til preto-eksperten, her.