08-06-2016

I 2014 introducerede Jyske Bank som et af de første pengeinstitutter i Danmark muligheden for digital signering via e-Boks. Siden da har kunderne kunnet klare underskrifter på eksempelvis låneaftaler hjemme fra deres egen pc i stedet for at skulle en tur ind i banken.

hurtigere-boligkoebet-digital-underskrift.jpg

 

I dag er de digitale underskrifter rullet ud til både privat- og erhvervskunder i Jyske Bank, og ca. 1.500 gange om dagen signeres et dokument digitalt. Privatkunderne har hidtil fået valget mellem digitalt og papir, men det går med raske skridt i retning af en verden, hvor Jyske Bank alene vil bruge elektroniske underskrifter. De giver nemlig langt mere effektive arbejdsgange, og dermed en kortere ekspeditionstid for brugerne.

"Gevinsten i sparet tid kommer især fordi, vi har automatiseret det forløb, der følger efter den digitale underskrivelse. Hvis kunden eksempelvis skal have udbetalt et lån til boligkøb, startes processen automatisk op, så snart der er skrevet under digitalt. Dokumentet sendes videre til arkivering i e-Boks, og udbetalingen af lånet starter straks. Ved fysisk underskrift skal vi først scanne dokumentet, lagre det i systemet og derefter starte en manuel proces i forhold til udbetaling," fortæller Per Thuesen, som er områdedirektør for Produktudvikling i Jyske Bank.

Kun tilfredse kunder

Den markant forkortede ekspeditionstid har bankkunderne især mærket i det seneste år, hvor der været massiv aktivitet på boligmarkedet:

"Vi har kørt rigtig mange sager igennem, og vi havde ikke kunnet håndtere så stor volumen på så kort tid, hvis vi ikke havde haft muligheden for digital signering. Af samme grund har boligkøberne også taget imod de digitale underskrifter som en positiv oplevelse, og jeg har faktisk ikke kendskab til en eneste kunde, der har været utilfreds med løsningen," siger Per Thuesen.

Forarbejde via Bankdata

Jyske Bank er en del af Bankdata-samarbejdet, og det fælles forarbejde, der blev lavet omkring signeringsløsningen betød, at implementeringen blev hurtig og vellykket.

"Vi har fået et godt og gennemtestet produkt. Der var lavet et godt forarbejde hos e-Boks og Bankdata, og der var lagt en god plan for at støtte op om implementeringen ude i pengeinstitutterne. Generelt set har vi ramt en rigtig god implementeringsvej, og vi er meget tilfredse med måden, løsningen er blevet sat i gang på," forklarer Per Thuesen.

I dag er næsten alle Jyske Banks dokumenter omfattet af muligheden for digital signering. På et tidspunkt vil underskrifter på papir blive udfaset helt. Til de kunder, som stadig foretrækker at møde fysisk op i banken, vil der dog blive mulighed for underskrift via tablets på i den enkelte filial.