Brugerne er glade for ny e-Boks

11-09-2014

Både det nye design og det forbedrede overblik falder i god jord hos brugerne. Efter lanceringen af ny e-Boks har vi spurgt brugerne om deres oplevelse, og tilfredsheden er stor.

Tilfredsheden er til at tage at føle på, når man spørger brugerne, hvad de synes om ny e-Boks.

Hele 85 % svarer ”god” eller ”meget god”, når de bliver bedt om at give deres overordnede vurdering af ny e-Boks.

Den bedømmelse går igen både i oplevelsen af design og overblik. 82 % af brugerne synes godt om det nye design, og 84 % synes, at ny e-Boks giver et bedre overblik over dokumenter.

Rigtig god start

Tilfredse brugere er afgørende for både e-Boks og for de afsendervirksomheder, der har valgt e-Boks som kanal. Derfor glæder de nye tal Susanne Søndahl Wolff, der er kommunikationsdirektør i e-Boks.

”Vi er selvfølgelig meget glade for brugernes dom. Et mere brugervenligt og moderne design samt et bedre overblik var netop det, vi ville give brugerne med ny e-Boks. Tallene viser, at vi har opnået det, vi ville. Så vi er helt sikkert på rette vej og glæder os til at sende flere funktioner ud i ny e-Boks i den kommende tid,” siger hun.

Funktionaliteten i ny e-Boks bliver frigivet i flere etaper. Inden længe vil brugerne opleve et nyt aktivitetsfeed, og udviklingen i de kommende år vil fortsat fokusere på brugernes oplevelse, understreger Susanne Søndahl Wolff:

”Brugerne skal opleve e-Boks som en tidssvarende og intuitiv løsning, hvor de let kan danne sig et overblik over deres vigtige dokumenter. Det kræver bl.a. mere personalisering af brugerfladen, så indholdet er prioriteret efter relevans. Vi tror på, at det er fremtiden.”


”Lettere – også for pensionister”

De brugere, som har bedømt ny e-Boks, fremhæver den som mere enkel end forgængeren. Løsningen får ros for at være overskuelig og læsevenlig, og også de nye hjælpefunktioner falder i god jord hos brugerne.

Som en af de over 400 brugere, der har svaret på undersøgelsen skriver:

”Ny e-Boks giver mig et bedre og hurtigere overblik over mit indhold. Den er lettere at betjene – også for os pensionister.”