05-04-2016

Efter 15 år i førersædet for e-Boks A/S har Henrik Andersen besluttet sig for at overgive ledelsesansvaret til nye kræfter. Virksomheden står dermed over for et direktørskifte, og bestyrelsen er i gang med at finde en ny topchef. Under Henrik Andersens ledelse har e-Boks gennemgået en rivende udvikling fra en bæredygtig, god idé til et selskab med over 11 mio. brugere i syv lande og egne datterselskaber i Norge og Sverige.

Adm. direktør Henrik Andersen har besluttet sig for at stoppe i e-Boks efter 15 år som topchef. Bestyrelsen er nu i gang med at finde afløseren til jobbet som adm. direktør. I overgangsperioden indtil den nye adm. direktør er udpeget, vil den daglige ledelse af selskabet ligge i hænderne på e-Boks ledergruppe – med direktør for forretningsudvikling Thomas Fjeldberg i spidsen som konstitueret direktør.

Henrik Andersen har været adm. direktør for e-Boks siden 2001, og han har dermed været med helt fra virksomhedens start. Det, der begyndte som en bæredygtig, god idé, er i dag udviklet til et selskab, der har opnået en enestående markedsposition i Danmark og markeret sig som en internationalt anerkendt digital infrastruktur. Med 11 mio. brugere i syv lande, egne datterselskaber i Norge og Sverige og en omsætning på DKK 170 mio., er e-Boks i dag en virksomhed i topform.

En ny opgave

Nu hvor e-Boks er godt etableret på flere markeder, mener Henrik Andersen, at tiden er inde til at overlade pladsen til en ny profil:

”Der er stor forskel på at opfinde, udvikle og etablere en løsning og en markedsmodel, og på den opgave, der ligger i at modne organisationen markedsmæssigt og operationelt. På den baggrund har jeg meddelt bestyrelsen, at jeg synes, tiden er kommet til at se med friske øje på fremtiden for e-Boks A/S”, fortæller han.

Bestyrelsesformand Freddy Haraldsen har følgende kommentar til Henrik Andersens beslutning: ”På vegne af ejerne og bestyrelsen vil jeg gerne takke Henrik Andersen for hans ledelse af e-Boks og for alt det, han har gjort for virksomheden. Under Henriks ledelse har e-Boks skabt stor forandring i det danske samfund, og virksomheden har udviklet sig til en førende nordisk virksomhed indenfor digitalisering. Vi ser frem til at bygge videre på det stærke fundament, der er blevet lagt i Henriks’ tid som adm. direktør, og vi ønsker ham alt godt fremover."

Henrik Andersen træder samtidig ud af sine bestyrelsesposter som bestyrelsesformand i e-Boks Norge AS og e-Boks Sverige AB.

 

Afskedsreception

Der holdes afskedsreception den 13. maj 2016 kl.14.00-16.00 på adressen Damfærgevej 28, 2100 København Ø. Vi håber, at mange af vores forretningsforbindelser og venner af huset vil kigge forbi og sige farvel til Henrik.